Herreaften.jpg

Find din indre gentleman frem

torsdag 24/1 kl. 19-21:30

Torsdag den 24. januar inviterer museet på Mosede fort til en festlig herreaften, hvor du kan blive klogere på livet som mand før verden gik af lave. Seniorforsker ved Nationalmuseet, Mikkel Venborg Pedersen, holder foredraget "Den danske Gentleman anno 1914" om tidens mænd, tøjstil, manerer og idealer. Efterfølgende står museumsinspektør Kristian Bruhn for en lille anretning med lagkage, portvin og kaffe.

En rigtig mand, anno 1914
Første Verdenskrig er ofte beskrevet som det store skred i europæisk kulturhistorie; der hvor den gamle verden sank i grus. I løbet af det 19. århundrede blev den engelske gentleman et ideal for mænd i hele Europa, også i Danmark.

Fra midten af århundredet og frem til Første Verdenskrig var den velklædte, høflige, dannede og selvbevidste mand det ypperste ideal, man kunne stræbe efter. Offentlig fremtræden og indre kvaliteter hang nøje sammen: Påklædningen – anskaffet i de nye stormagasiner eller skrædderforretninger – og de gode manerer blev set som et spejl af mandens moral, ofte styret af solide konservative værdier.

På vanlig festlig og tænksom vis vil Mikkel Venborg Pedersen tage os med på rejse ind i den maskuline verden anno 1914 og fortælle om, hvordan danske mænd, der efterstræbte gentlemanidealet, så sig selv, hvordan de levede deres liv i byer og på herregårde og, ikke mindst, hvordan de var klædt.

Der er ingen dresscode og selv damer er velkomne!

Tilmelding, billetter, tid og sted:
Da der er et begrænset antal pladser er det nødvendigt at reservere billetter på forhånd på mosedefort@greve.dk eller på tlf. 2031 1914. Billetpris: 90 kr. inkl. kage og drikkevarer.

Den perfekte gentleman_Mikkel Vendborg Pedersen.jpg
Foredraget vil tage udgangspunkt i Mikkel Venborg Pedersens meget roste bog fra 2018, Den perfekte gentleman.