Solblink.png

Reserver plads til foredraget på 20311914 eller på mosedefort@greve.dk

Hør om sammenhængen mellem kød og krig under 1. verdenskrig

Krigen og vegetarismen
Kom og hør om sammenhængen mellem kød og krig, når Pernille Henriette Wiil, der er postdoc på museets forskningsprojekt Kampen om maden 1914-18 holder foredrag d. 25. oktober.

Kødløst
”Kødspisning kan føre til krig” - dette mente mange vegetarer omkring 1. verdenskrig. At dræbe et dyr var det første skridt, var tankegangen. Vegetarerne anså kødspisning for at være fråseri og desuden usundt og skadeligt for mennesker. Som modpol til dette synspunkt stod de almindelige danskere, der op til 1. verdenskrig havde haft et stigende kødforbrug og som ikke brød sig om at undvære kødet. De var ikke begejstrede for verdenskrigens mangelsituation, der betød, at det blev nødvendigt for dem at spise om ikke kødløst, så i hvert fald kødfattigt.

Hindhedes rolle
Midt imellem står den omstridte læge og ernæringsforsker Mikkel Hindhede, der i krigsårene blev ansat af regeringen til at udforme en ernæringspolitik baseret på et mindre kødforbrug. På sit ernæringskontor udførte Hindhede forsøg, der viste hvor lidt kød den menneskelige organisme egentlig havde brug for.

Hindhedes resultater blev hyldet af vegetarer over hele verden. Mange vegetarer så 1. verdenskrig som en unik mulighed for at udbrede deres ideer. Foredraget peger på, at vegetarismen ikke blot er et nutidigt fænomen, men har en lang historie, hvori bl.a. sammenhængen mellem kødspisning og krig blev sat til debat.

Fyraftensforedrag i efteråret
Efteråret igennem markerer vi 100-året for freden og afslutningen på 1. verdenskrig med en foredragsrække med en bred palet af spændende emner om 1. verdenskrigs betydning for Danmark og danskerne. Foredragene falder på udvalgte torsdage ved fyraftenstid og foregår i museets infirmeribygning. Vi trakterer med kaffe ad libitum, alt imens du bliver klogere på alt fra krigstidens spioner, behovet for rationering og på, hvad vi danskere lærte af 1. verdenskrig.

Praktisk information
Tidspunkt: torsdag den 25.oktober kl.16.30 -17.30 Pris: 30,- inkl. kaffe.

Der er gratis adgang til foredraget, hvis entréen til museet er betalt. I dagens anledning holder museet åbent til kl. 16.30 og det er derfor muligt, at besøge museet inden foredraget. Reserver din foredragsbillet på mosedefort@greve.dk eller på tlf. 20311914