Fra Imperieopbrud til unionskrise

Artiklen er udgivet på dr.dk/historie den 24. april 2016

Af historiker og museumsinspektør Hans Henrik Appel

ANALYSE: Sammenfaldet mellem EU-afstemning og løsrivelsesjubilæum minder om, at stater måske nok formelt kan melde sig ud – men de er stadig med i et større internationalt spil, bare i en anden position.

Når briterne den 23. juni går til stemmeurnerne for at tage stilling til deres medlemskab af EU, vil der være mange rundt omkring i Europa, der holder vejret i spænding. Ikke mindst i Irland, der både har briterne som naboer, største handelspartnere og største konkurrenter og derfor frygter en britisk udmeldelse.

 

 

Irsk plakat fra 1913. Det stolte selvstændige Irland fremstillet som en smuk kvinde i flot klædedragt, mens Irland underlagt Storbritannien er iklædt et sønderrevet Union Jack og rækker hånden ud efter almisser. (Foto: National Museum of Ireland © creative commons)

Man kan kalde det skæbnens ironi, da irerne netop i disse måneder fejrer 100-året for påskeopstanden den 24. april 1916 - den opstand, der udgjorde startskuddet til Irlands løsrivelse fra det britiske imperium.

Den 24. april 1916 – 2. påskedag – proklamerede en gruppe på cirka 1.200 irske nationalister en irsk republik og besatte postkontoret og andre centrale institutioner i Dublin. Den britiske hær sendte en styrke på over 10.000 mand mod byen for at slå oprøret ned. Efter seks dages kampe med bombardement af de centrale bygninger og skudvekslinger, overgav oprørerne sig.


Katolsk befolkning blev undertrykt

Den irske opstand skal først og fremmest ses i lyset af den konsekvente undertrykkelse, som øens katolske befolkning havde været udsat for siden 1691.

 

Britiske tropper i position under påskeopstanden i april 1916. (Foto: Hulton Archive © creative commons)

Efter et irsk oprør i 1798 nedlagde briterne det irske parlament, hvorefter Irland blev styret fra Westminster i London. I løbet af 1800-tallet øgedes modsætningerne mellem et overvejende protestantisk, industrialiseret, velhavende nord og et overvejende katolsk, agrart, fattigt syd. I det klima voksede på den ene side de katolske bevægelser for irsk 'home rule' eller endda selvstændighed – og på den anden side den protestantiske modstand mod et sådant hjemmestyre, som af det protestantiske mindretal blev set som et 'Rome rule'.

Lov om hjemmestyre 1914

Trods modstand blandt de irske protestanter og konservative engelske kredse, så det i maj 1914 ud til, at en liberal engelsk regering i tredje forsøg skulle få en lov om hjemmestyre i Irland igennem, hvad der førte til en mobilisering af de militante protestantiske kræfter i Irland.

For at få loven igennem indvilgede regeringen i at undtage protestantisk dominerede områder i nord, men man forhandlede stadig om det, da Første verdenskrig brød ud i starten af august 1914.

En belejlig verdenskrig?

Da krigen var brudt ud, valgte den britiske regering at vedtage en lov, der suspenderede hjemmestyreloven indtil krigen var slut.

Inden da havde tyskerne forsynet unionisterne med våben i håb om, at en voldelig opstand i Irland ville afholde briterne fra at lade sig trække ind i krigen. Nu tilbød tyskerne også at støtte de katolske republikanere med våben.

 

Oprørernes hovedkvarter efter briternes bombardement. (© creative commons)

 

Blandt de yderligtgående katolikker, der ikke bare ønskede hjemmestyre, men selvstændighed, havde man længe talt om, at det gjaldt om at udnytte situationen, når briterne blev involveret i en krig. Sammen med et tysk tilsagn om våbenhjælp var dette baggrunden for påskeopstanden 1916.

Flertallet af den irske befolkning støttede den britiske deltagelse i verdenskrigen, og den så frem til indførelsen af hjemmestyret, når krigen en dag var forbi. Der var derfor ringe opbakning til opstanden; men den britiske hærs brutale fremfærd med efterfølgende interneringer og henrettelser samt en senere tvangsudskrivning af soldater ændrede holdningen markant.

Holdningsskiftet kom frem, da der ved krigens afslutning i 1918 blev afholdt valg.

Det lille republikanske parti Sinn Fein vandt en jordskredssejr, og i 1921 gik den britiske regering med til delingen af Irland i en sydirsk fristat og et nordirsk hjemmestyre. Medlemmerne af det irske parlament skulle dog fortsat sværge troskab til det britiske kongehus.

Det neutrale Irland

I 1937 gjorde irerne endeligt op med dette krav om troskab med en ny forfatning, og da Anden verdenskrig få år efter brød ud, erklærede irerne sig neutrale. Oven på krigen forlod Irland formelt det britiske Commonwealth og erklærede sig som republik. Til gengæld søgte den nye stat at komme ind i det internationale samfund.

Men frem til 1955 blev Irland afvist af FN på grund af sin neutralitet under verdenskrigen. Derefter vendte irerne blikket mod det europæiske fællesmarked og søgte i 1961 om optagelse.

Konflikten i Nordirland

1937-forfatningen anerkendte ikke delingen af Irland, og briterne havde reageret på den irske udmelding af Commonwealth ved at slå Nordirlands tilknytning til UK fast. Men under bestræbelserne på at komme ind i det europæiske fællesskab i 1960’erne indledte den irske regering en dialog med den nordirske.

 

"Vi tjener hverken konge eller kejser, men Irland", lyder sloganet på banneret foran Liberty Hall i 1914. (© creative commons)

En dialog, der imidlertid druknede i en voldelig opblussen af konflikten mellem protestanter og katolikker. Denne opblussen varede fra 1969 frem til en britisk-irsk fredsaftale Langfredag 1998, hvor Irland endeligt opgav sit forfatningsmæssige krav på Nordirland.

Irland og EU

På trods af optrapningen af konflikten i Nordirland blev den irske republik optaget i det europæiske fællesmarked samtidig med Danmark – og Storbritannien. Og siden har Irland sammen med Danmark markeret sig som landet med flest EU-afstemninger. I 1992 stemte irerne i modsætning til Danmark ja til Maastricht-traktaten, men har siden i 2001 stemt nej til Nice-traktaten og i 2008 til Lissabon-traktaten.

Netop i perioden fra 1990’erne til 2008 var den irske økonomi en af de hurtigst voksende i Europa, og EU-medlemsskabet har gjort Irland mindre økonomisk afhængig af sin britiske nabo.

Men stadig er briterne Irlands største handelspartner. Og derfor spøger en britisk udmeldelse af EU i baggrunden, når irerne i disse dage fejrer 100-året for påskeopstanden, der førte til bruddet med det britiske imperium. På den måde minder sammenfaldet mellem EU-afstemning og løsrivelsesjubilæum om, at stater måske nok formelt kan melde sig ud – men de er stadig med i et større internationalt spil, bare i en anden position.