somme

Filmkameraerne formede vores billede af Første verdenskrig

Artiklen er udgivet på dr.dk/historie  den 19. juni 2016

Af: Hans Henrik Appel, Museumsinspektør på Mosede Fort, Danmark 1914-18

I de kommende uger vil det ikke skorte på markeringer af 100-året for slaget ved Somme.

Britiske og franske styrker indledte den 1. juli 1916 en offensiv mod de tyske skyttegravsstillinger omkring floden Somme i Nordfrankrig. Det skulle trække tyske tropper væk fra Verdun, hvor den franske hær var presset.

Offensiven varede i 4½ måned, uden at den førte til væsentlige gennembrud. Men den medførte tabstal på op imod en halv million for briterne og franskmændene. Alene på offensivens første dag mistede briterne knap 60.000 mand.

Men det er ikke kun briterne og franskmændene, der markerer 100-året for slaget. For eksempel har DR K netop haft premiere på 'Rejsen til slagmarken', der i to episoder fortæller om Verdun og Somme. De store slag er blevet ikoniske for Første verdenskrig.

Skytttegravsbilledet som ikon for krigen

Men nu var Første verdenskrig meget mere end Vestfronten. Der blev kæmpet på Østfronten; der blev kæmpet i Alpelandet; der blev kæmpet på Balkan; der blev kæmpet i Mellemøsten; der blev kæmpet i Afrika.

Kampe, der ikke på samme måde som Vestfronten var låst fast i skyttegrave. Alligevel er det skyttegravskrigens meningsløse spild af menneskeliv, der stort set altid bliver fremdraget, når vi taler om Første verdenskrig.

Skyttegravens håbløshed er i den grad blevet ikon for hele krigen. Det kan man for eksempel se på militærhistoriske museer, der stort set alle bruger en skyttegravsopstilling til at fortælle om krigen. Ja, selv i fodboldklubben Chelseas museum, har man opført en stump skyttegrav i et afsnit, der fortæller om fodboldspilleres krigsdeltagelse. Hvordan har skyttegravsbilledet fået en sådan ikonisk kraft?

Mindesmærker og erindringskultur

Det store antal dræbte har haft en væsentlig betydning. Man kan næppe besøge en landsby for ikke at sige en storby i Storbritannien uden at se et mindesmærke for de faldne i Første verdenskrig.

Og de store, velholdte gravpladser langs Vestfronten for navnlig det sejrende britiske imperiums faldne er pilgrimsmål i en erindringskultur, hvorimod de faldne tyskeres grave er sunket hen i glemsel.

De fleste, der har været i Storbritannien i begyndelsen af november, har også registreret de røde valmuer i knaphullerne op til Remembrance Day den 11. november, årsdagen for våbenstilstanden i Første verdenskrig. De ufattelige, næsten abstrakte, antal faldne i disse slag har spillet en væsentlig rolle i vores billede af Første verdenskrig.

En biograf-succes

Men en anden ligeså væsentlig forklaring på skyttegravenes ikoniske status er den rolle, som slaget ved Somme fik i udviklingen af krigspropaganda.

Det blev det første slag i verdenshistorien, der i udstrakt grad blev dokumenteret og fastholdt i det nye medium, filmen. Allerede 10. august 1916 – mens offensiven endnu var i fuld gang – blev en 77 minutter lang dokumentarfilm fra slaget vist for et udvalgt publikum i London, og fra 21. august blev den vist i biografer over hele Storbritannien.

Det skønnes, at op mod 20 millioner briter så filmen, altså halvdelen af en britiske befolkning. For mange gav filmen anledning til deres første biografbesøg nogensinde. Og i løbet af efteråret 1916 blev filmen vist i en række andre lande.

I Danmark blev den vist for et udvalgt publikum i november måned, hvorefter den havde almindelig biografpremiere i Metropolteatret d. 8. december 1916. I løbet af de to planlagte uger var den blevet set af 60.000 mennesker i København, hvorefter den blev forlænget.

Filmens format

Man havde tidligere set enkelte optagelser fra krigen. Det var som regel små, korte klip, der blev bragt i biografernes ugentlige nyhedsrevyer. Klippene viste typisk betydningsfulde generaler, der steg ud af biler; optimistiske soldater, der marcherede forbi kameraet; slukørede fjendtlige soldater, der var taget som krigsfanger; eller potente kanoner, der affyrede bunker af store granater.

Det skulle helst være billeder, hvor det store, tunge, klodsede kamera kunne stå stille og tage nærbilleder, for man havde ingen zoom-funktion. Og det skulle helst være på sikker afstand af fjenden, da en kameraopstilling til forveksling kunne ligne en maskingevær-rede og blive mål for fjendtlig ild.

Det var fortrinsvis tyskerne og franskmændene, der viste disse klip. Den britiske hær var meget skeptisk over for enhver pressedækning. Den førte sjældent noget godt med sig.

Udsendelsen af krigsfotografer

Men da offensiven ved Somme blev indledt, havde briterne sendt to kameramænd, Malins og McDowell, til fronten for at dokumentere begivenheden.

Den britiske militærhistoriker Stephen Badsey har undersøgt filmens tilblivelse, og det var slet ikke meningen, at den skulle blive til andet end små nyhedsklip. Men da Malins og McDowell efter optagelse af offensivens to første uger vendte hjem til London og viste deres optagelser frem, opstod ideen til at lave en egentlig film.

Deres optagelser var nemlig langt stærkere, end det man hidtil havde set. De viste sårede og døde. Lidelse og smerte. Der var så mange stærke billeder, at man ville kunne skabe forståelse for krigsindsatsen på hjemmefronten, hvor befolkningen måtte yde stadigt mere. Samtidig med at den led stadigt flere afsavn.

En film uden plot

Men optagelserne var ikke lavet for at fortælle en sammenhængende historie om slaget. Der var ikke lavet en drejebog. Der var ikke nogen ordentlig begyndelse og heller ingen ordentlig slutning. For man havde hverken fulgt beslutningsprocessen omkring dens iværksættelse eller nogen fornemmelse af, hvordan det ville ende. Man havde ikke optaget nogen stærke hovedpersoner i form af beslutningstagere eller generaler.

Det man havde, var en serie stærke næroptagelser af soldater i skyttegravene. Af soldater, der var på vej til fronten, og af soldater, der kom tilbage fra fronten. Af kanoner, der affyrede byger af projektiler. Af sårede og døde. Og der var enkelte panoramaoptagelser, hvor man i det fjerne kunne iagttage lidt bevægelse i form af fremrykkende soldater – eller grå jordsøjler, der stod op i luften ved granatnedslag.

For at forbinde de to typer optagelser blev der anvendt optagelser fra øvelser, hvor soldater kravlede op over kanten og forcerede pigtrådsafspærringer.

Kom helt tæt på rædslen

Det var noget nyt og hidtil uset autentisk. Her kom man helt tæt på krigens rædsler og forstod den. Her så man virkelig den menneskelige lidelse.

I Danmark skrev Berlingske Tidende: ”Der var meget stille i Metropolteatret i går, hvor ingen musik spillede. Der var så stille, at en sagte kvindegråd hørtes tydeligt igennem”. Det blev disse stærke billeder, der brændte sig fast som ikonet på Første verdenskrig. Og filmens manglende plot uden hovedpersoner eller afslutning var med til at fremhæve billedet af både planløshed og meningsløshed.

Filmens propagandaværdi

Man kan diskutere Somme-filmens propagandaværdi.

På den ene side må man sige, at den var utrolig stærk. Det er billederne herfra, eftertiden forbinder med krigen. Der findes ganske vist masser af andre billeder fra krigen, men typisk vil det være dem, der matcher filmens virkelighed, der gengives.

På den anden side var den dårlig som propaganda, fordi den kom til at gengive et billede af planløshed og manglende ledelse. Og som historikeren Badsey i sin undersøgelse af filmen har påpeget, så forspildte den muligheden for at forklare hjemmefronten, at der var mangel på ammunition, og at de måtte sætte produktionen op.

I stedet gav filmen indtryk af, at man havde rigeligt med granater at affyre. Den var altså ikke klar nok i forhold til målgruppen. Skulle man mobilisere hjemmefronten eller signalere til omverdenen, at man var kampklar?

Mediedækningen har ændret sig meget siden Somme-filmen for første gang bragte folk tæt på.

Med Vietnamkrigen kom krigen ind i dagligstuen i TV’s nyhedsudsendelser; med Golfkrigen slog Breaking news-dækningen igennem – og sociale medier lader nu spektakulære billeder få lov at gå virale. Nu som dengang er der grund til at reflektere over, hvad det er for billeder, der opnår at blive de ikoniske og skubber andre i baggrunden.

SE OGSÅ: FILMPROJEKT INSPIRERET AF PROPAGANDAFILMEN

  • Som del i markeringen af 100-året for Slaget ved Somme fik Imperial War Museum i London sammen med det tyske Goethe Institut og ”Mosede Fort, Danmark 1914-18” EU-støtte til at rekruttere 30 unge fra de tre lande.
  • I løbet af 14 måneder har de skullet udarbejde et filmprojekt med afsæt i dette jubilæum for propagandafilmen.
  • Det endte med fem forskellige film. Resultaterne af projektet ”Make film, make history” kan ses her.