Skattely

Kontakt

Mosede Fort
Tlf.43 40 40 36
mosedefort@greve.dk

Fra krigsfinansiering til velfærdsstat og skattely

Skattely er ikke et nyt koncept. Tidligere rejste folk til Hasseris i Nordjylland for at betale mindre i skat - i dag har de forbindelser i Panama, lyder det fra historiker.

Artiklen er udgivet på dr.dk/historie den 12. maj 2016

Af historiker og museumsinspektør Hans Henrik Appel

I løbet af foråret har der været megen debat om skat. Fra regeringens ønske om skattelettelser, over SKATs problemer med inddrivelsen af skatter til afsløring af skattely i Panama.

Spørgsmål om skat har altid været heftigt omtvistet. Det rammer ind i kernen af samfundets værdier.

Krigstid betød ekstraordinære skatter

Indtil 1660 havde statsmagten fået sin husholdning til at løbe rundt gennem store jordbesiddelser og opkrævning af told og andre afgifter. I krigstid udskrev man imidlertid ekstraordinære skatter på bondegårde og huse, og i løbet af 1600-tallet blev krigstilstand så permanent en ting, at de ekstraordinære skatter blev alt andet end ekstraordinære.

Det endte med statsomvæltning, enevælde og indførelse af faste, årlige skatter baseret på størrelse og kvalitet af de enkelte gårde og huses jorde. Hensigten var, at den enevældige statsmagt skulle kunne opretholde sig selv i kampen mod andre stater.

De adelige var fritaget for skat
I starten af 1600-tallet var det et adeligt privilegium ikke at skulle betale skat af sit gods. Og heller ikke af de fæstegårde, der ydede hoveriarbejde på godset.

Til gengæld skulle adelsmanden stille med et antal ryttere til hæren afhængigt af godsets størrelse. Skattefritagelsen havde altså sin pris.

Efter 1660 blev det privilegium ophævet. Men da det ville kræve et stort embedsapparat at sørge for opkrævningen af skatterne, fik de største godser status af baronier eller grevskabet. Det indebar blandt andet en skattefrihed for selve godset, mod at godsejeren sørgede for opkrævning af skatter og udskrivning af soldater på bondegårdene.

Fra enevælde til demokrati og kommunal skatteopkrævning

Afskaffelsen af enevælden og vedtagelsen af en demokratisk grundlov i 1849 medførte i første omgang kun begrænsede ændringer i den statslige skatteopkrævnings form og legitimering.

Men den blev til gengæld suppleret af en kommunal skatteopkrævning, der skulle sørge for at skaffe indtægt til skoler og fattigvæsen. Det var i vid udstrækning op til den enkelte kommune at bestemme, hvordan det skulle ske. Og det medførte, at der i løbet af 1800-tallet var flere kommuner, navnlig omkring storbyerne, der fik karakter af skattely.

Kunne man holde fattige uden for kommunen, var det nemlig ikke nødvendigt at opkræve nævneværdig skat, hvorimod kommuner med mange fattige havde en tendens til at kræve høje skatter. Det var medvirkende til en koncentration af rige borgere i enkelte kommuner. Man kan i hvert fald fra 1880’erne finde betegnelsen ”skattely” brugt om dem.

Indkomstskattens indførelse

Da indkomst i løbet af 1800-tallet med den begyndende industrialisering var blevet mindre bundet til jordbesiddelse, blev skatten på jord i 1903 afløst af en indkomstskat.

De første indkomstskattesatser var ret beskedne. Der var et bundfradrag på 600 til 800 kroner, alt efter om man boede på landet, i en købstad eller i hovedstaden. Og det bevirkede, at kun en tredjedel af de potentielle skatteborgere kom til at betale skat.

Skatten var skaleret fra 1,5% på de laveste indtægter til 2,5% på de højeste. Det var ikke meget, og faktisk tjente staten i disse år mere på sine virksomheder som jernbanen og postvæsenet end på indkomstskatten – og allermest på told og afgifter.

Høj indkomst betød indflydelse

Med indførelsen af indkomstskatten fulgte selvangivelsen.

I en doktorafhandling om skatteunddragelsen i Danmark er det påpeget, at ligesom der fra start var folk, der angav deres indkomst for lavt, var der også enkelte, der angav deres indkomst for højt.

En høj indkomst gav ikke blot status i forhold til andre. En høj indkomst kunne frem til grundlovsændringen 1915 medføre, at man fik en ekstra stemme til landstinget. Og landstinget kæmpede bl.a. for at forhindre folketinget i skatteforhøjelser.

Lidt karikeret kan man sige, at en for høj selvangivelse kunne være en investering i kampen for en lav skatteprocent.

Velfærdstankegangens gennembrud

Hele konstruktionen med et landsting, der skulle kunne virke som bremse på folketingets lovgivning, var et forsøg på at afveje interesseremodsætningen mellem ”folk og land” eller mere præcist ”folk og jord/kapital”.

Statsskattens hovedformål var stadig statens opretholdelse, primært gennem militæret, der stod for knap 30% af statens udgifter.

Derfor er det paradoksalt, at det netop var en krig, ovenikøbet en verdenskrig, der betegnede gennembruddet for velfærdsstatstankegangen.

Verdenskrig og velfærd

Det blev 1. verdenskrig, der pludselig gjorde indkomstskatten følelig – i hvert fald for alle større indkomster. Store krigsfortjenester på den ene side over for dyrtid og siden varemangel og arbejdsløshed på den anden side skabte grobund for sociale uroligheder.

Og sociale uroligheder ville gøre det svært om ikke umuligt at styre landet neutralt gennem verdenskrigen mellem de krigsførende magters interesser. Velfærd blev derfor en integreret del af forsvaret.

Det var her kimen til den danske velfærdsstat blev lagt, og denne kim skulle betales. Med skatter.

Gullaschskatten

I 1915 vedtoges en skattepakke med øget formueskat, arveafgift og en kraftig beskatning af krigsrelaterede merindkomster. Det var primært de nyrige gullaschbaroner, der tjente på krigshandel, der skulle bøde.

Derfor blev skatten i folkemunde kaldt ”gullaschskatten”, selvom nogle af dem, der skulle betale den, prøvede at få folk til at kalde den ”misundelsesskatten” i stedet.

Skattely i Hasseris

Der var danskere, der allerede under 1. verdenskrig valgte at drage udenlands for at undgå at betale den nye, højere skat. Men man kunne også stadig finde et skattely inden for landets grænser.

En hestehandler i Struer, der havde tjent en mindre formue på at sælge heste til tyskerne, reagerede på udsigten til gullaschskatten ved at prøve at forhandle sin kommunalskat ned. Han tilbød sognerådet 12.000 kroner. Det var procentmæssigt mindre end normalt, men stadig i kroner og øre mere end hvad han plejede at betale.

Da sognerådet afviste dette tilbud, solgte hestehandleren sin villa og flyttede til Hasseris ved Ålborg. Her var den kommunale skatteprocent nede omkring en enkelt, hvorfor kommunen fungerede som skattely for nordjyder.

Begrebet ’skattely’ blev udbredt. Og f.eks. en villaejer ved Nyborg satte sit hus til salg med overskriften ”Skattely ca. ¾% skat”. Prisen for huset blev ikke angivet i annoncen; en skatteprocent under 1 var det bedste salgsargument.

Velfærdsstat og skattetryk

Første verdenskrigs velfærdspolitik brød med tidligere tiders fattighjælp til nødlidende. Der blev udregnet og fastsat minimum for, hvad der skulle til for at få samfundet til at fungere. Fra konservativ og liberal side som et nødvendig krigsonde. Man talte om ”krigssocialisme”. Men fra Socialdemokratiets og De Radikales side blev det set som vejen frem.

I løbet af første verdenskrig blev de statslige skatters andel af bruttofaktorindkomsten mere end 10-doblet. I løbet af 1920’erne faldt andelen noget igen, men under Anden Verdenskrig steg den atter til nye højder. Skattetryk med legitimering i velfærd blev etableret.

Skattely

Skattelyene er med tiden rykket længere væk end Hasseris. Via blandt andet Spanien er de nu rykket til Panama. Det er en af globaliseringens udfordringer.

En anden globaliseringsudfordring for velfærdsstaten er de stadigt mere skarpe kampe om, hvem der egentlig har ret til at få del i velfærden.

Hvor velfærdsstaten under Første Verdenskrig opstod som forsvarsmekanisme for at forebygge sociale konflikter og skabe sammenhæng og stabilitet, er velfærdsstaten i stigende grad blevet et sæt privilegerede rettigheder, som skal forsvares om nødvendigt med militær mod andre.