ema_final

Kontakt

Mosede Fort
Tlf.43 40 40 36
mosedefort@greve.dk

Museet på Mosede Fort er nomineret til Micheletti-prisen

På lørdag den 21. maj udløses spændingen om, hvem der vinder den europæiske museumspris Micheletti-prisen. Museet på Mosede Fort er indstillet til prisen, der uddeles af European Museum Academy på den græske ø Lesbos til et europæisk museum, der fortæller 1900-tallets historie på en original og nyskabende måde, og som formår at ramme et bredt publikum.

”På museet er vi meget stolte af at være med i opløbet om så fornem en pris” fortæller museumschef Henriette Buus, som sammen med museumsinspektør ved museet Hans Henrik Appel allerede på torsdag rejser til Grækenland for at deltage i en konference, som finder sted forud for lørdagens prisuddeling. Her får de mulighed for at præsentere museet for et internationalt publikum, for repræsentanter fra andre europæiske museer og for juryen fra European Museum Academy.

Museet er i høj grad lagt an på, at man kan opleve, hvordan det var dengang. Når man træder ind i museets oplevelsesrum, så ringer de antikke klokketelefoner og tager man telefonen, så kan man blandt andet høre nyheder fra 1. Verdenskrig, ligesom man kan ligge i soldaterkøjerne og få historier fra soldaterne. Museet tilbyder desuden et iPad-spil for børn, hvor man vælger en identitet fra dengang. ”Alt dette har været med til at kvalificere os til en nominering til den store europæiske Micheletti-pris. Priskomiteen lægger vægt på innovative og kreative præsentationer og fortolkninger af samlinger, og vi mener bestemt at kunne matche de krav” siger museumschef Henriette Buus.

Fra Danmark er der to nominerede museer; Mosede Fort, Danmark 1914-18 og Den gamle by i Århus. ”Vi er stolte af at være i så flot et selskab og håber selvfølgelig, at vi kommer hjem fra Lesbos med en pris under armen”.

Læs mere om prisen og om de øvrige nominerede museer her: http://www.luigimichelettiaward.eu/home/