415x220_mosedet_afgang_web

Kontakt

Mosede Fort
Tlf.43 40 40 36
mosedefort@greve.dk

Mosede Fort åbnede for godteposen

September blev en rigtig god måned på Mosede Fort. Solen og varmen havde heldigvis besluttet sig for at følge med hele vejen i september, og det var rigtig godt. Vi har igennem måneden haft særarrangementer i alle weekenderne, og alle med mange besøgende.

 

Golden Days om første verdenskrig

Golden Days festivalen havde i år dedikeret temaet til første verdenskrig. Det markerede fortet med mange forskellige arrangementer og indslag i løbet af de første tre weekender.

 

Veterantog og honningkage

Vi fik blandt andet besøg af Nordsjællands Veterantog, som fragtede glade gæster til fortet fra København – og tilbage igen. De besøgende fik en bid af første verdenskrig i form af honningkage bagt efter datidens spareopskrift. Men at der var sparet på ingredienserne blev kagen skam ikke dårligere af.

Alle gæster fik en opskrift på kagen med hjem, hvis lysten til at bage honningkage skulle dukke op. I kasematten underholdt vores formidler, på levende vis, gæsterne om livet på fortet og historien om, hvordan et lille og neutralt land navigerede i ”Den Store Krig”.

Hver weekend i september var fortet bemandet med oplagte soldater, som fortalte historier for børn og voksne om livet på Mosede Fort – dengang det var hverdag at spejde over efter fjenden og grave skyttegrav.

 

Markering af Københavns Befæstning

På den sidste søndag i september afholdt fortet ”Befæstningens Dag”, som er en årlig markering af befæstningen rundt om København. Traditionen tro blev der affyret kanonsalutter hver time fra toppen af fortet, og det var også muligt at røre ved de små kanoner.


Over 1000 gæster har besøgt Mosede fort alene i september måneds weekender. Vi håber at se endnu flere.