Oculus Coverart PORT 1008X1440 Rev

I "War Remains" oplever du krigshistorie fortalt på en helt ny måde.

Oplev VR-filmen "War Remains" på Mosede Fort.

Mosede Fort har indgået en aftale med det amerikanske filmselskab MWM, så museet gratis kan vise filmen "War Remains". Dokumentarfilmen om 1. Verdenskrig er lavet af den amerikanske historiker og radiovært Dan Carlin, som også står bag en af verdens mest downloadede podcasts om 1. Verdenskrig.

Kristian Bruhn, der er museumsinspektør på Mosede Fort, er glad for, at museet har fået lov til at vise filmen, så gæsterne kan få en unik oplevelse:

”Historikere siger tit, at hvis man ikke forstår 1. Verdenskrig, forstår man ikke alt det, der fulgte. Det er også Dan Carlins ærinde. Han prøver at vise os og forklare os, hvad Adolf Hitler og hele den generation oplevede som unge mænd i skyttegravene. War Remains er ikke et spil, men en historisk film om livet som soldat i skyttegravene i Belgien i 1917. Der er i over 100 år lavet film om 1. Verdenskrig - især om skyggegravshelvedet på Vestfronten - men den her film er anderledes end alle de andre. Ved hjælp af Virtual Reality-teknologi har filmholdet skabt en aktiv oplevelse med en langt højere grad af indlevelse end ved almindelige film. Med VR-brillerne på er man mere til stede - man kan føle krigen, ikke bare se på den.”

”War Remains” er en tankevækkende og sanselig dokumentar, hvor du bliver vidne til krigen på Vestfronten, som er en af historiens mest blodige slagmarker. Det er selvsagt voldsomt at opleve historien ved hjælp af VR-teknologi, da du føler, at du står i skyttegravene. Derfor skal du være fyldt 18 år for at se filmen, som varer ca. 15 minutter.

Brug af VR-udstyr og Covid-19

Museet følger VR-producenternes anbefalinger i forhold til brug af håndsprit, mundbind og desinficering af udstyret, så du kan trygt se "War Remains" på Mosede Fort. For at se filmen skal du bruge museets VR-udstyr.

Det er gratis at se filmen, når du har købt entré til museet.