2020 Teater 1917 Vi Værner Og Gemmer2

Oplev sommerens teaterforestilling på Mosede Fort

Årets sommerforestilling på Mosede Fort er en sammensat historie om at være ung under verdenskrigen - fortalt af en række vigtige stemmer fra den danske krigslitteratur.

 

Digte, romaner og erindringer fra kendte til næsten helt glemte værker vækkes til live af tre unge performere fra Skuespillerakademiet og udfolder sig som en times teateroplevelse under åben himmel. Værkerne bevæger sig mellem det rørende og det rå og spænder over et væld af genrer lige fra romantiske romaner til ekspressionistiske eksperimenter, sat sammen på nye måder og iscenesat i Mosede Forts historiske omgivelser.

"Ild og Ungdom" er en vandreforestilling, der fører publikum med sig gennem det unikke landskab på Mosede Fort og lader fortidens forfattere komme til orde. Med naturen som kulisse udspiller sig her fire fortællinger om ungdom, der blev uigenkaldeligt forandret af krigen på fire forskellige måder. Vi følger nordslesvigeren, der blev sendt til fronten som 18-årig. Vi følger krigsentusiasten, der meldte sig frivilligt hos de allierede. Vi følger ofrene for ubådskrigen og kvindernes forening og fredskamp, og vi følger hverdagen for soldaterne hjemme i sikringsstyrken. 

Tag med på opdagelse gennem nogle af Danmarkslitteraturens mest rørende, forfærdelige og tankevækkende historier om 1. Verdenskrigs store menneskelige omkostninger - og omvæltninger.

Medvirkende: Cille Viola Brandt Petersen, Lasse Lind og Mathias Sauer
Iscenesættelse: Minna Højholt

Praktisk

Selve forestillingen foregår forskellige steder ude i fortområdet. Tilskuere skal have fodtøj og tøj på, der egner sig til at gå og stå rundt om spillerne. Der er således ikke tale om traditionelt teater, hvor publikum placeres på stole foran en scene. Forestillingen starter ved, at vi samles foran indgangen til kasematten.

Det er gratis at se forestillingen, men for at sikre dig en plads, skal du booke plads på forhånd.